Henrik Ibsens skrifter

​Det er ikke andet for; jeg må skrive Dig til medens det endnu er tid.

Da jeg i sommer var i København, så nær mit eget land, stod det for mig som noget så over alt andet ønskværdigt at kunne komme hjem ​under forholde, som jeg anså nødvendige, at jeg yttrede et ønske, hvilket jeg, hvis roligere overlæg havde været muligt, vilde have tilbagetrængt.

Det står mig nu klart for at det ikke kan være lykkets mig at fremstille denne sag for Dig i et sådant lys, at jeg går fri for at betragtes som et ganske almindeligt forfængeligt menneske. Og følgelig har heller ikke Du kunnet vække anden forestilling om mig hos ​vedkommende.

Denne sag har derfor siden pint mig; jeg har havt en følelse, som om jeg var gået uvasket ud på gaden.

Jeg kan ikke bære dette; jeg må hæve mig igen i min egen bevidsthed. Og derfor beder jeg Dig, ​lad hele historien dø hen, og sørg for at hjælpe mig tilvejrs igen i de mænds omdømme, som jeg føler at jeg ikke kan undvære. Alt øvrigt må, lige over for dette hensyn være en bisag. –

Tak for alt Dit venskab, og for alle beviser derpå i København! Og ​når så «Kongs-emnerne» er opført, så skriver Du mig et langt brev til og fortæller mig om udfaldet. Jeg har i denne tid skrevet et længere digt, betitlet: ​ «Ballonbrev» til en svensk dame; det står rimeligvis i «Morgenbladet» for idag. Læs det; Du vil deraf se mit syn på tidsforholdene.

Se så! Nu føler jeg mig lettet. Optag mig nu igen i din erindring som din gamle romerske ​carissimo og hengivne ven